Ark Tarp RecordsARK005
Jørgen Teller & The Empty Stairs w/ PewtrWhat a monster! Danish free form veterans Jørgen Teller & The Empty Stairs and American psych legend Ron Schneiderman of Sunburned (aka Pewtr) teams up once again in a pure testosteron-pumping whirlwind of extreme psychedelics, sonic space noise and abstract color explosions that will leave you breathless and rip your f**king house apart. This record is unreal.
Reviews:
"”Hamrende kompromisløst” og ”fuldstændigt udknaldet syretrip”; det er fristende at hive alle 'over-the-top'-klicheerne op af hatten, når man går i gang med at beskrive Jørgen Teller & The Empty Stairs i frit fald.
Men det er altså et kompromisløst hold, der udgør trioen med Teller i front på hans hjemmebyggede Le Bastard-guitar og en lyd så højfrekvent og smadret, at den balancerer mellem det yderst inciterende (for de ikke-støjforskrækkede) og det absolut enerverende (for de normalt tålmodige). Bag ham leverer Søren Gorm og Tobias Kirstein primale og pågående bulderrytmer på bas og trommer, som tit overrasker med mere uforudsigelige nuancer. Hvis man da får øje på dem bag Tellers mur af øredøvende hidsigt forvrængede delay og rumklang.
De tre udgivelser "Jeg Så Det Godt", "Burn Sugar" og "Goes Capote Goes Elastic Fifty" indeholder alle de samme improvisatoriske byggestene, men finder deres varierende udtryk igennem forskellige medspillere. Førstnævnte er således en studie-udgivelse kun med trio-formatet, mens Pewtr (Ron Schneiderman fra Sunburned Hand of the Man) medvirker på guitar på "Burn Sugar". "Goes Capote Goes Elastic Fifty" er en optagelse af en koncert fra 2008 på Byens Lys (Christiania) i anledningen af Tellers 50-års fødselsdag. Her medvirker en lang række venner, og pladen er i sagens natur derfor den mest alsidige - mere om det senere.
Lad os starte med trio-pladen, nemlig "Jeg Så Det Godt" og en af deres mest vellykkede improvisationer "She says come home pt. 1 og 2". Nummeret bliver delt på midten og strækker sig over hele A- og B-siden. "Pt. 1" bliver holdt oppe af en langsom og slingrende uforudsigelig 6/8-rytme fra Kirstein og Gorm, mens Teller vrider klagende fraser ud af sin guitar. Det ender i en lang klimakssektion, hvor Teller råber uforståeligheder, før det hele stilner af. "Pt. 2" bevæger sig i lettere psykedeliske luftlag og bliver nærmest funky, da Gorm og Kirstein i midten af nummeret finder sammen i et simpelt groove, der er som taget ud af en tidlig 70'er Miles Davis-udgivelse a la "Big Fun".
De to resterende sider, C og D, byder på kortere men langt mere abstrakte numre. Her er det ikke så meget fælles energier, der spilles hen imod, men snarere en fremvisning af forskellige eksperimenterende og statiske plateauer. Det kulminerer i D-sidens "Da", hvor Kirstein hopper med på den støjende elektronik, og anarkiet således får lov at vokse mere frit uden fast rytme eller puls til at holde sammen på de forskellige elementer.
En lignende kompromisløshed hersker på "Burn Sugar", der byder på fire forholdsvis lange og unavngivne improvisationer, som i al deres omskiftelige uoverskuelighed viser Teller og Schneiderman i endeløse fabuleringer; nogle gange henvendt til hinanden, andre gange rettet direkte mod den atonale interstellare intethed. Schneiderman giver et interessant modspil til trioen, ikke mindst når han ikke er bange for at give sig i kast med mere døsige stemninger og et akkordspil, der baserer sig på noget andet end de hidsige distortion kaskader, som Teller mestendels holder sig til.
Det skaber både en tiltrængt afveksling i gruppens lyd men også et absolut schizofrent lydbillede, når Teller og co. tæsker igennem, mens Schneiderman samtidigt læner sig længere tilbage i hash-tågerne. Det skal endelig ikke misforstås, for det er lige præcis elementer som disse, der giver "Burn Sugar" sin tykpandede og påståelige charme, og får albummet til at funkle i en nonchalant "lyt-eller-skrid"-attitude.
Hvor "Burn Sugar" og "Jeg Så Det Godt" bevæger sig i samme udtryksmæssige luftlag, tager Jørgen Teller & The Empty Stairs et skridt længere ind på den neonbelyste big band-freejazzscene med "Goes Capote Goes Elastic Fifty". Capote er navnet på endnu en ligesindet trio, hvor Teller flankeres af Rex Casswell på guitar og P.O. Jørgens på trommer, mens Elastic Fifty rummer den resterende til lejligheden sammensatte besætning med bl.a. Pierre Dørge på guitar og Johs Lund på tenor sax. Alt i alt mødes tre guitarister, tre saxofonister, to trommeslagere og en bassist således i Tellers selvfejring af de 50 år.
A-sidens kalejdoskopiske "Three Trios" indledes med langsomme og drævende saxofon-fraser, der samles i mørke, vrængende droner, før de igangsætter ét langt, rullende virvar af iltre stemmer, der bevæger sig ind og ud af hinanden med guitarer, bas og trommer som skiftevist deltagende og underliggende pulserende tæppe. Henover midten spredes instrumenterne i mere luftige og febervilde tåger og veksler fabelagtigt mellem slæbende jazz-grooves og støvede stemninger.
På B-siden er der blevet plads til hele tre skæringer; én med hele bigbandet og derefter to med henholdsvis Capote og The Empty Stairs-trioerne. Det giver god mening at sætte de tre ensembler op mod hinanden på denne måde, for alle tre improvisationer rummer en næsten utrættelig energi, der manifesterer sig på forskellige måder. Kirstein, Gorm og Teller viser sig samtidig her fra deres mere underspillede side og sætter et kortfattet punktum på en aften, der må have været en fryd at overvære tilbage i 2008, hvis man har en forkærlighed for kantet freejazz og forvitrede elguitarer.
Det er svært at fremhæve en af udgivelserne frem for de andre, for de har alle deres klare højdepunkter. "Burn Sugar" er dog klart den mest utilgængelige udgivelse blandt de tre og kræver et ekstra tålmodigt og vedholdende lyttende øre for ikke at blive til stressfremkaldende baggrundsstøj. Fødselarpladen er et spændende dokument af mange ligesindede men forskellige stemmer samlet i det omskiftelige nu, men udgivelsen rummer ikke helt det særegne ved trioen. Nemlig den stædige insisteren på at forene lavpraktiske jazz-improvisationer med en rå, nærmest tykpandet energi og hvidglødende psykedelika, der er blevet skåret i rillerne på "Jeg Så Det Godt".
Hvor trioen søger hen efter disse tre udgivelser, er ikke nemt at forudsige, men personligt gad jeg godt se, hvordan Teller og co.'s anarkistiske musikalske tilgang ville folde sig ud i en mere gennemgribende brug af studiets muligheder for improvisationer. Det var en opfordring!"
- Transmission 2011
"Støj, der tager en bagfra igen og igen (!).
OK, der er testosteron på drengen, psykedelisk guitarmudder og tung bund. Vi bliver kastet rundt i lange og flotte støjimpro'er, kompromisløst, uoverskueligt og hovedløst smadder – og hvor er det godt.
Der er to guitarer, trommer og bas, og sammen udvikler de et fandenivoldsk univers, hvor ikke mange får et ben til jorden.
Udtrykket er insisterende. Jørgen Teller & The Empty Stairs holder fast i at skabe lyd sammen, og formerne i improvisationen synes en kende demokratiske, da de fire vikinger bygger op og ned sammen igen og igen. Der giver både fordele og ulemper:
Fordel: Det er egentlig bare herligt insisterende og det-er-sådan-her-det-skal-lyde-og-det-er-pissevigtigt-agtigt. Ideen er god, og jeg holder meget af mentaliteten bag.
Ulempe: Det kan være hårdt for ørerne at høre de samme udviklinger og tendenser i så i forvejen tævet musik. Man savner modspil og ekstreme, uforudsete overraskelser. Jeg vil ikke kalde Jørgen Teller and The Empty Stairs w/ Pewtrs musik for forudsigelig, men hvis noget så ekstremt blev spillet mere udfordrende og uoverskueligt, og fik mere internt modspil i opbygningen af numrene, er jeg overbevist om, at trippet ville blive endnu vildere.
Vi ser det nogle steder på Burn Sugar. Tag blot de sidste fem minutter af andet nummer: Vi springer direkte fra psykosmadder over i en mere dæmpet guitarslumsfreejazz, og pludselig møder man motowntrommer og synkoperet tonerytmik, som virkelig sparker røv. Det er uventet og dejligt overlegent. Her skaber Teller og co. nemlig det overraskelsesmoment, som får testosteronbægeret til at flyde over.
Endnu mere vellykket er tredje nummer på pladen. Man ser her, hvordan den føromtalte insisteren virkelig bliver brugt på en god måde. Universet holder sig inden for de samme vægge og holder sig i kog. Domineret af en altoverskyggende klaustrofobisk guitar bliver man slået i gulvet, mens trommespillet igen og igen giver et par klaps med på vejen. Til sidst tager bassens dybfrekvente og hektiske baldertoner en bagfra, så man kun kan nikke anerkendende… og sådan har man det flere gange
Alt i alt:
Jeg er vild med det hovedløse og insisterende element, som præger det meste af albummet. Jørgen Teller & the Empty Stairs w/ Pewtr spiller rigtig godt – især sammen. Man får ikke et ben til jorden, hvilket kan ødelægge lytteoplevelsen, men samtidig er det manglen på jordkontakt, der bærer albummet igennem. Det skal også nævnes, at coveret til Burn Sugar virkelig er flot. Pladen er udgivet på Ark Tarp, som har for vane at lave covers, som er kunstværker i sig selv.
Hvis man vil have smadder, skal man købe Burn Sugar – og hermed også lige en opfordring til at se herrerne live… de giver åndssvage koncerter!"
- Geiger 2011
"Here’s something for all the A.D.D. boys of drone out there. This one keeps you guessing. It never settles down but is always on the go. Noise that goes this way; psych guitar that goes that way. Notes and vibrations that spit their ferocity at you like a semi-automatic. It feels like a free-form hysteria that sends you into a seizure and then glazes you over with extreme washes of color. So slippery that it’s hard to get a handle on this one, yet so edgy and ostentatious that you can’t help but pay attention. And all of this from the collaborative minds of Danes, Jørgen Teller & The Empty Stairs, and the American, Ron Schneiderman of Sunburned. Absolutely stunning, mind blowing, and unforgettable!
The big bonus, as with all Ark Tarp releases, is the packaging. Ark Tarp pride themselves on making it not just about the music but about the visuals too. They make a work of art out of each release. This is anything but some CDr in a plastic sleeve with some black and white Xeroxed graphics. No, this is show quality, museum standard, breathtaking design. The disc is housed in a hand painted DVD-sized cardboard case with paste-on art, including a hand cut A3 puzzle and text inlay printed on recycled paper. Super organic, super green, super friendly to mother earth, super freaking awesome! Anyone who’s familiar with the work of Demons will see similarities between the art on “Burn Sugar” and their release on No Fun, “Evocation.” But that’s neither here nor there. What is both here and there is the craziness that takes place on this album. If you’re already on the edge and don’t know if you can handle much more of what life throws your way, steer clear of this album. However, if you’re feeling pretty stable, you must hear this. Check out a sample and stream it at Ark Tarp’s site today! 8/10"
- Foxy Digitalis 2011
